Vil du styre ibrugtagningsprocessen i store byggerier? Så læs med her

Sted: 

Søborg, DK, 2860

Jobkategori:  Administration
Joberfaringsniveau:  Erfarne

Vi søger en projektleder, som vil få en helt central rolle i at fastlægge den krævede dokumentation og styre processen med koordinering og indsamling af fyldestgørende dokumentation, så vores byggerier kan godkendes, når de skal tages i brug.

 

Jobbet
Du kommer til at arbejde sammen med vores projektorganisationer, der står med ansvaret for gennemførelse af store og komplekse total- og hovedentrepriser. Dine kontaktflader bliver projektchefer, projektledere, fagentreprenører og rådgivere tilknyttet de forskellige byggeprojekter. Du bliver en del af Kvalitets-, Miljø- og Arbejdsmiljøafdelingen (KMA) og refererer til KMA-Chef Torsten Asklund og kan sparre med en kollega, der varetager tilsvarende opgaver på vores kontor i Horsens.

 

Du bliver tilknyttet vores kontor i Søborg og planlægger selv, hvornår du vil besøge vores byggepladser, der hovedsagelig er placeret i og omkring København.

 

Dine primære arbejdsopgaver
IBRUGTAGNING

  • Granske byggetilladelsen for at fastlægge den krævede dokumentation for ibrugtagning
  • Supportere og støtte projektledere i indsamling af dokumentation
  • Kontakt til fagentreprenører, ingeniører og arkitekter i relation til levering af dokumentation
  • Sikre den nødvendige fremdrift
  • Kvalitetssikre dokumentation for ibrugtagning
  • Vejlede eller varetage overførelse af ibrugtagningsdokumentation til Byg og Miljø

 

DRIFT- OG VEDLIGEHOLD

  • Oprette struktur for arkivering af drift- og vedligeholdelsesbeskrivelser
  • Supportere og støtte projektledere og fagentreprenører i indsamling af drift- og vedligeholdelsesbeskrivelser
  • Kvalitetssikre drift- og vedligeholdelsesbeskrivelser

 

Om dig
Du har erfaring som fx som byggesagsbehandler i en kommune eller en rådgivningsvirksomhed og har en relevant uddannelse. Du har forståelse for de forskellige apterings- og tekniske fag samt erfaring med Bygningsreglementet og opfyldelse af de tekniske kapitler.

 

Du er selvstændig, selvkørende og proaktiv. Du har åbenhed og vidensdeling som en naturlig del af din måde at arbejde på, og du har gode kommunikationsevner.

 

Vi tilbyder

  • Et selvstændigt og ansvarsfuldt job i en virksomhed blandt gode kolleger, hvor vi stræber efter en fornuftig balance mellem arbejde og fritid.
  • Et arbejdsklima med en god tone og serviceminded indstilling, hvor tillid er grundstenen
  • Gode muligheder for både faglig og personlig udvikling i en virksomhed i vækst
  • Løn og ansættelsesvilkår, der matcher dine kvalifikationer

 

Lyder det interessant? Så send os din ansøgning allerede nu. Vi holder samtaler løbende. 

 

Tiltrædelse efter aftale. 

 

Har du spørgsmål til stillingen er du også meget velkommen til at ringe til Torsten Asklund på mobil 24 21 79 70.

Nordstern er Danmarks førende ejendomsudvikler og totalentreprenør. Vi bygger og renoverer mere end nogen anden aktør og er dedikerede til at skabe en bedre fremtid for Danmark gennem vores byggerier.

I Nordstern er vi et HOLD. Med vores værdier som fundament, stræber vi efter at være en virksomhed, der har Hensyn og Ordentlighed i centrum, Lytter til alle interessenter og er Dedikeret til og tager ejerskab på vores projekter.

Vores succes skyldes vores dedikerede team på ca. 500 medarbejdere, hvoraf mange er medejere af virksomheden. Hver enkelt medarbejder gør dagligt en positiv forskel inden for sit eget ansvarsområde, og sammen forbedrer vi dansk byudvikling, byggeri og renovering.

Som ansvarlig ejendomsudvikler og løsningsorienteret totalentreprenør stræber vi efter at finde de bedste og mest bæredygtige løsninger for vores kunder og går langt for at imødekomme deres behov. Vores bæredygtige engagement er ikke kun rettet mod klima og miljø. Vi gør en indsats for at udvikle vores medarbejdere, uddanne den næste generation og sikre sundhed, sikkerhed og trivsel for både egne medarbejdere og samarbejdspartnere på vores byggerier.

Nordstern ønsker at fremme ligestilling og mangfoldighed. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge stillingen - uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder.